Vi er de fire bogstaver, vi nu engang er, og vi vil gå gennem ild og vand for enhver ny erkendelse. Måske var det derfor, vi kom væk fra alfabetet? Det var den dag, vi var i gang med noget vigtigt. A stod på sin trappestige og rakte ud efter et æble. D kunne fortælle, at B var gravid, og at C den aften ville være den aftagende måne over horisonten. Vi kom hver især til at tænke over de former, vi for længe siden voksede ud af. A var engang en okse med hornene pegende nedad. D var en fisk, som svømmede sorgløst rundt i oceanet. B var et hus med to store rum, et til dagen og et til natten. C var en kamel, som vandrede i en ørken med lige så mange sandkorn, som der var stjerner på himlen. Vi er en lille karavane; en okse, en fisk, et hus og en kamel. Ingen ved, hvor vores vej fører hen, men vi er klar til det, der end måtte komme.
Digteren Morten Søndergaard er en mand af mange alfabeter. I dette lille prosadigt griber han legende tilbage til bogstavernes oprindelse – helt tilbage til kileskriften, der opstod i Mesopotamien omkring år 4.000 før vor tidsregning som en billedskrift, der afbildede dyr og handelsvarer. Det var dengang, et A var en okse, D var en fisk, B var et hus, og C var en kamel. Skrifttegnene bevæger sig som en karavane i evig forvandling – hele vejen fra kulturens vugge mod nye, åbne horisonter.